53 71 60 26 mks@birkebakken.eu

Børn og unge

Birkebakkens børn og unge er for seje!

På Birkebakken kan der bo op til 14 børn og unge. Måske skal du selv snart flytte på Birkebakken. I så fald gør du dig sikkert nogle tanker om, hvordan det vil være at bo på Birkebakken til forskel fra at bo hjemme hos din familie. Derfor har vi skrevet noget om nogle af de ting, vi forestiller os kan hjælpe dig til at få svar på nogle spørgsmål. Prøv eksempelvis at gå ind under “SPØRGSMÅL OG SVAR”, hvor vi har svaret på nogle af de mest almindelige spørgsmål, vi får. Hvis du eller din familie har andre spørgsmål end dem, du kan finde her på hjemmesiden, er I naturligvis altid velkomne til at ringe eller skrive til os. I er også altid velkomne til at komme en tur forbi, hvis I har lyst til at møde os og se Birkebakken med egne øjne. I kan finde vores kontaktoplysninger i menuen under “KONTAKT” 

Min familie

Måske tænker du på, hvor meget du og din familie kommer til at se hinanden, når du flytter på Birkebakken. Svaret er, at det gør I så meget og så tit, det kan lade sig gøre. Det er stadigt din familie, der er de vigtigste personer i dit liv, og dine forældre, der træffer vigtige beslutninger omkring dig. Når din familie kommer på besøg på Birkebakken, kan I lave de samme ting, som hvis du boede hos dem. Det kan være, at der er noget praktisk, du helst vil have dem til at hjælpe med. Det kan også være, at I har lyst til at spise sammen, tage på tur, spille et spil eller bare lave ingenting. Det er helt op til jer.

Vi har også en række familietraditioner og festlige arrangementer i løbet af året, som du kan glæde dig til. Du kan læse mere under ÅRETS GANG, som du finder under FORÆLDRE

Spørgsmål og svar

Får jeg mit eget værelse?

Ja det gør du. Du og din familie kan selv indrette det, så det bliver præcist som du gerne vil have det. 

Må jeg tage mine egne ting og legesager med, når jeg flytter på Birkebakken?

Ja det må du helt bestemt. Det er dit værelse, og du bestemmer selv, hvad du vil have med, og hvordan du vil indrette det. 

Får jeg mit eget toilet og badeværelse?

Toilet og badeværelse skal du dele med de andre på Birkebakken. 

Har Birkebakken alle de hjælpemidler, jeg har brug for i min hverdag?

Vi har i hvert fald rigtig mange, og Birkebakken har handicapvenlige lokaler, så du kan komme rundt overalt, selvom du sidder i kørestol. Desuden har vi mange forskellige slags hjælpemidler, og du kan tage dine egne personlige med dig, når du flytter ind. 

Hvad hvis jeg kommer til at savne min familie og venner?

Alle mennesker savner nogen engang imellem, men heldigvis bestemmer du og din familie og venner selv, hvor ofte I har lyst til at se hinanden. På Birkebakken synes vi, at familie og venner er noget af det vigtigste, man kan have. Derfor synes vi, at det er en rigtig god ide, at I besøger hinanden, så ofte I har lyst og har mulighed for. 

Hvordan bliver min hverdag?

Det er et meget svært spørgsmål at svare på, for det kommer helt an på, hvem du er, og hvad du godt kan lide. Du bor på Birkebakken, men i hverdagen skal du stadigt gå i skole ligesom alle andre børn. Du kan også gå til fritidsaktiviteter, være sammen med din familie og venner eller tage på tur, når der er mulighed for det. Èn ting der i hvert fald er helt sikker er, at Birkebakkens personale sammen med dine forældre vil gøre alt, hvad vi kan, for at du får det så godt som overhovedet muligt. 

Hvem er de andre børn og unge på Birkebakken? Er det nogen, jeg bliver venner med?

De andre børn og unge, der bor på Birkebakken, er lige så forskellige som alle andre børn og unge men med det tilfælles, at de ligesom dig, lever med et handicap. I kommer til at kende hinanden godt, fordi I bor det samme sted. Fordi vi her på Birkebakken synes, at venner er noget af det vigtigste i verden, vil vi gøre alt, hvad vi kan for at støtte jer i at knytte gode venskaber til hinanden. 

Får jeg mit eget toilet og badeværelse?

Toilet og badeværelse skal du dele med de andre på Birkebakken. 

Hvem er de voksne på Birkebakken?

De voksne på Birkebakken har som alle andre hver deres personlighed, og nogle er pædagoger, mens andre er medhjælpere, fysioterapeuter eller sygeplejersker. Fælles for dem er dog, at de arbejder sammen om at skabe den bedst mulige hverdag for dig, hvor du kan udvikle dig, lære nye ting og føle dig glad det meste af tiden. I kommer til at tilbringe mange timer sammen, så I kommer til at lære hinanden godt at kende.   

Hvordan kommer jeg i skole om morgenen?

Det behøver du slet ikke bekymre dig om, for hver morgen kommer skolebussen og holder lige ude foran hoveddøren for at samle dig og de andre børn og unge op for at køre jer hen til jeres skole. Når du igen har fri fra skole, kommer bussen og henter jer igen og kører jer hjem. 

Besøg os

Hejredalsvej 144 8200 Brabrand

Telefon

+45 53 71 60 26

Mail

mks@birkebakken.eu